Hør den oprindelige version af Åbenbaringen på engelsk:

Download (højre-klik for at downloade)

Som åbenbaret for Guds Budbringer
Marshall Vian Summers
den 17. januar, 2008
i Boulder, Colorado

Om denne optagelse

Dét, du hører i denne lydoptagelse er Den Englelige Forsamlings stemme, der taler gennem Budbringeren, Marshall Vian Summers
 
Her er den oprindelige kommunikation fra Gud, der eksisterer hinsides ord, oversat til menneskeligt sprog og forståelse af Den Englelige Forsamling, der fører tilsyn med verden. Forsamlingen leverer derefter Guds Budskab gennem Budbringeren.
 
I dette bemærkelsesværdige forløb, taler Åbenbaringens Stemme på ny. Ordet og Lyden er i verden. For første gang i historien, er den oprindelige talte åbenbaring tilgængelig for dig og for verden at opleve.
 
Må du være modtageren af denne Åbenbaringens gave og må du være åben for at tage imod dens unikke Budskab for dig og for dit liv.

Bind 1 > Den Ene Gud > Kapitel 7

Ved at være i verden, må man komme til at erkende, at der er destruktive kræfter i verden. Hvis man er virkelig ærlig og selv-observerende, vil man erkende, at der endda er destruktive kræfter i en selv. Disse destruktive kræfter bliver absolut åbenlyse i verden omkring dig og har været en del af den menneskelige oplevelse gennem hele menneskehedens historie.

Hvis du iagttager dine egne tanker og tilbøjeligheder, vil det være indlysende for dig, at der er destruktive kræfter i dig selv. Du ser dette i dit ønske om hævn. Du ser dette i dit ønske om at erobre eller overvælde andre. Du ser dette i dine ønsker, hvor hemmelige de end måtte være, om at fjerne eller komme af med andre mennesker. Du ser dette i dine drømme.

Du ser endda dette i dit ønske om at ændre verden. For hvordan kan du ændre verden uden at fjerne eller komme af med eller gøre de mennesker tavse, der går imod dig? Grundlæggende er dette et problem ved at være i en fysisk virkelighed, ved at leve i en krop og konkurrere om ressourcer med andre, der lever i den fysiske virkelighed og lever i kroppe.

Den store Adskillelse, der har sat eksistensen og udvidelsen af universet i bevægelse, blev ikke skabt med en ond hensigt. Den var ikke en fejltagelse. Den er ikke født af ondskab. Men indenfor denne kompromitterede eksistens, bliver ondskab uundgåelig.

Det er ikke en kraft, der er genereret af et mytologisk individ – en, der faldt fra nåde og blev kilden og centeret for ondskab. Dette er bestemt ikke tilfældet, når du tænker på, at du selv lever i et Større Fællesskab af intelligent liv i universet, hvor der er utallige racer, der er så anderledes end dig, der lever i meget anderledes miljøer og repræsenterer alle stadier af psykologisk, mental og teknologisk evolution. Det er tydeligt, at det ikke er et individ, der er kilden til alles problemer. Det er snarere resultatet af at leve i en kompromitteret, adskilt tilværelse.

Derfor kan du ikke give nogen enkeltperson skylden for eksistensen af ondskab. Den er produktet af at leve i din nuværende tilstand, der ikke repræsenterer din eksistens i dit Ældgamle Hjem, den eksistens, du kommer fra og til hvilken, du vil vende tilbage.

Du er kommet fra en virkelighed, hvor du er kendt og hvor der ingen spørgsmål er, ind i en virkelighed, hvor du ikke er kendt og hvor der kun er spørgsmål og meget få virkelige svar. Du er kommet fra et sted med fuldkommen sikkerhed og inddragelse til et sted uden sikkerhed, hvor Adskillelse demonstreres overalt. Du er kommet fra et sted, hvor du var i fred nu til et sted, hvor du må overleve og konkurrere, hvor du må navigere i uvisse tilstande og evigt omskiftelige omstændigheder. Det er helt anderledes at være i en fysisk virkelighed, at være i en krop.

Den Englelige Vært, der repræsenterer Skaberen af alt liv, tjener som formidlere mellem dit Ældgamle Hjem og din nuværende virkelighed – hvor du lever i den fysiske tilstedeværelse, lever i kroppen og er nødt til at beskæftige dig med denne slags virkelighed, der er så vældigt anderledes end, hvor du kommer fra.

Her forekommer Gud at være mystisk. Gud forekommer ikke at være tilstede. Gud er ikke at finde nogen steder overhovedet, undtagen hvis man har stor tro. Hvor anderledes er dette ikke fra, hvor du kommer fra og det Hjem, hvortil du vil vende tilbage.

Og ved at komme fra dette miljø, er dine idéer om Gud så begrænsede. Folk tror, at Gud er som dem – meget magtfuld, selvfølgelig, meget vis, selvfølgelig, men dømmende og hævngerrig og vred og frustreret, ligesom de selv er. De har skabt Gud i deres eget billede.

Derfor er enhver forståelse for Gud kun et skøn. Der er ingen absolut sandhed om Gud, født af jeres nuværende eksistens, for jeres nuværende eksistens ikke er absolut. Det er en relativ virkelighed, relativ ved, at den bevæger og forandrer sig, og at den har en begyndelse og en afslutning. Og dog forandrer det sted, hvor I kommer fra, sig ikke. Det har ingen begyndelse eller afslutning. Det er ikke i stadig forandring. Det er ikke uvist. Det er ikke uforudsigeligt.

Derfor er det her vigtigt at overveje, at ondskabens eksistens er resultatet af at leve i denne tilstand. Den er uundgåelig. Hvis du tager et væsens fornemmelse af inklusion og vedkommendes sikkerhed væk og du kaster dem ind i et miljø, hvor de nu må overleve og konkurrere, hvor de må ødelægge andre organismer for at overleve, hvor de konstant må håndtere uvished og risikoen for tilintetgørelse og hvor afsavn er allestedsnærværende og altid en kontinuerlig trussel, hvordan kan man forvente af dem, at de fungerer i en tilstand af absolut visdom og medfølelse, uden at frygt eller ængstelse ledsager dem ved hvert hjørne?

Gud forventer ikke dette. Gud forventer ikke, at man er perfekt under disse omstændigheder, for ingen vil være perfekte, og Gud forventer ikke noget, der ikke kan være. Du kunne måske forvente dette af dig selv og af andre mennesker, men det er fordi, at du ikke forstår den virkelighed, i hvilken du er trådt ind og for hvilken du har valgt at komme.

Derfor straffer Gud ikke ondskab, for ondskab er uundgåelig. Det er som at straffe et barn for at være barnlig. Det er som at straffe en tåbe for at være tåbelig. Der er ingen straf af ondskab. Ondskab vedligeholder blot ens elendighed og forsinker muligheden for forløsning og gør den mere fjern.

Folk har selvfølgelig svært ved at acceptere dette, fordi de gerne vil have, at Gud tager hævn for dem. Ude af stand eller uvillige til at afkræve den straf, som de selv tror, må afkræves, vil de nu gerne have, at Gud gør det for dem. Dette er igen et resultat af at skabe Gud i ens eget billede, en Gud som dem selv, bare mere magtfuld, det er alt.

Helvede er en opfindelse, som mennesker har skabt, for at straffe dem de hader og ikke kan udstå. Men I lever i virkeligheden i et slags Helvede, ser du, Adskillelsens Helvede. At vie sig selv endnu dybere til denne tilstand repræsenterer endnu en nedstigning til Helvede. At isolere sig selv endnu mere, nu kun styret af sine bange forestillinger og sin fordømmelse af sig selv, af andre og af verden, kaster en længere ind i en tilstand, der i sagens natur grundlæggende er vanskelig.

Så ondskab er overalt omkring dig. Den er en kraft. Den tager form af kræfter i det mentale miljø, overtalelseskræfter, kræfter I ikke kan se men kan mærke, der påvirker jeres tænkning, jeres følelser og jeres opførsel.

Ser du, det er grunden til at enkeltpersoner, grupper og hele nationer kan dedikere sig selv til handlinger, der er grundlæggende destruktive og skadelige. En hel nation kan dedikere sig selv til at invadere og ødelægge en anden nation for dens rigdom og dens ressourcer under foregivende af national sikkerhed eller selv-bevarelse. Eller den [krigen] kan blive ført under religionens banner med den tankegang, at en anden nation er ufrom eller ond, at de er vanhellige, at de er de uforløste. Men det er alt sammen bare en undskyldning for at udtrykke ondskabens magt og kraft. Og selvom den kan være ledet af nogle få beslutsomme enkeltpersoner, vil alle andre blive fejet med.

Hvordan kan det være? Hvordan kan en sådan kraft have en sådan indflydelse? Det er magt, ser du, i det mentale miljø.

For at overleve i denne verden har I behov for assistance og støtte, og for at få denne assistance og støtte, vil I gå på kompromis mange gange – i jeres forhold til andre, i jeres ægteskaber, overalt omkring jer i alle jeres forhold, i jeres forhold til den nation, I lever i. I vil gerne have dens assistance, beskyttelse og anerkendelse, så I vil acceptere det, selv hvis den gør noget, der er afskyeligt og tydeligvis er en krænkelse af det, du allerdybest værdsætter.

Det er ondskabens magt, der fungerer i det mentale miljø, der udtrykker sig selv indenfor en social sammenhæng. Den kan forklæde sig som pligt overfor ens nation eller ens familie, der kan få en til at gøre ting, der tydeligvis er en krænkelse af, hvad Kundskab i en indikerer – den dybere intelligens, som Skaberen af alt liv har lagt i dig. En krænkelse af Kundskab, en krænkelse af Gud, en krænkelse af det, du ved, er rigtigt – du vil krænke disse ting for at opnå den assistance, den beskyttelse og den anerkendelse, som du tror, er nødvendig for din overlevelse. Dette er en virkelig klemme. Igen er det en klemme ved at leve i denne adskilte eksistens.

Verden er et smukt sted. Den er pragtfuld. Den er Skabelse, der sker hvert øjeblik. Den er forandring, der sker hvert øjeblik. Hvis du kan adskille dig fra dette og opleve det – uden frygt for din overlevelse, uden at være bange for, hvad du kunne miste eller være nødt til at opgive – kan det faktisk være en pragtfuld oplevelse. Men forveksl den ikke med dit Ældgamle Hjem, hvorfra du er kommet og hvortil du vil vende tilbage. Der er ingen sammenligning.

Derfor må du acceptere verden, som den er. Du kan ikke lave den om til dit Ældgamle Hjem. Selv Gud kan ikke lave den om til dit Ældgamle Hjem, for Gud skabte den til at være noget andet.

Gud er ikke forfatteren til ondskab, men Gud har skabt et miljø, hvor ondskab, i det mindste blandt intelligente racer, der er bevidste om deres egen dødelighed, vil være sandsynlig og uundgåelig. Men Gud har givet en modgift til ondskab, en kraftfuld modgift er den, lagt i dig i Kundskabens magt og tilstedeværelse, en dybere forstand i dig. Ikke den forstand, du tænker med. Ikke den forstand, der dømmer og spekulerer, sammenligner og fordømmer, men en dybere forstand – en forstand som ligner Guds Forstand, en forstand, der ikke tænker som din personlige forstand; en forstand der ser, venter, ved og handler med magt og forpligtelse.

Dette er modgiften, ser du. Den er modgiften til ondskab i jer selv, og ondskabens overtalelse i jer selv og overalt omkring jer, denne overtalelse, der er så fremherskende og magtfuld i verden. Ultimativt er den en modgift mod ondskab i hele universet. Men den må blive stærk i enkeltpersoner.

Kundskabens magt i dig er ubestikkelig. Den overtales ikke eller påvirkes af forførelser og tillokkelser i den menneskelige verden, ej heller i Det Større Fællesskab, hvor ondskabens udtryk og konflikter har eksisteret så vældigt længe.

Du kan ikke på egen hånd bekæmpe ondskab. Hvis du forsøgte at bekæmpe den, ville den forføre dig. Du vil blive mere som den. Den vil få dig til at vende fra at være en fredelig fortaler til selv at være en kriger. Du vil finde, at du selv tager våben op imod andre, som du anser for at være styret af ondskab.

Du vil blive som dem, fordi ondskab elsker denne opmærksomhed. Den gror af menneskeligt engagement. Den styrkes af dem, der følger den og af dem, der går imod den. For uden menneskelig troskab og menneskelig opmærksomhed, har ondskab ingen steder at hæfte sig selv fast. De, der er forpligtet til den har brug for troskab og har brug for andres engagement.

Der er meget få mennesker i verden, der virkeligt er onde, der har forpligtet sig selv til denne kraft, denne magt. Men deres indflydelse på samfundet er i det store og hele enorm. Deres destruktive indflydelse er enorm. Deres overtalelseskraft for at engagere nationer i krig med andre nationer er meget stærk, ser du.

Du, som enkeltperson, kan ikke bekæmpe den uden at risikere at falde under for dens overtalelse og dens forførelser. At forsøge at gøre dette er at forpligte sig selv til at være i opposition til andre. Det anbringer og får en i faldgruben, der grundlæggende er imod andre, selv fra begyndelsen. Nu må du slås med andre for at gøre og for at skabe det, du tror, er rigtigt.

Mens det er i orden at slås med andre for en god sag, vil dine intentioner under denne omstændighed ændres. Den ændrer dine bevæggrunde, fordi du er styret af frygt – frygten for at fejle, frygten for ikke at opnå det, du gerne vil opnå, frygten for at tænke, at hvis du ikke har succes, vil de opponerende kræfter være overlegne. Frygt giver anledning til vrede. Vrede giver anledning til had. Had giver anledning til vold. Og vold giver anledning til yderligere vold.

Det er en fælde, ser du. Det er en grundlæggende gåde. Det tager gode mennesker og anbringer dem i opposition til hinanden, ændrer deres gode hensigter om at etablere fred og samarbejde og manifesterer helt andre resultater.

Der er en større Visdom, der lever i dig, der ikke er påvirket af dissonanskræfter i verden, ikke påvirket af andres overtalelse eller af kulturens tilskyndelser eller endog religion. Den er gratis. Den er ren. Den er klar. Den står kun til ansvar overfor Gud, fordi den er en forlængelse af Gud.

Ligegyldigt, hvor langt du går i dit forsøg på at etablere din isolation, ved at forsøge at lykkes i Adskillelse og i forsøget på at få Adskillelsen til at fungere, er du stadigt forbundet med Gud gennem Kundskab, denne dybere forstand inde i dig. Du kan ikke flygte fra den. Du kan ikke skille dig af med den. Du kan fornægte den. Du kan dække dens lys med mange lag og leve i mørke, men du kan ikke fjerne den. Den repræsenterer dit formål med at være i verden, din forbindelse med Gud og med din forløsning.

Spørgsmålet er: Hvor længe vil det tage dig at komme til at ønske den og erkende, at uden den kan du ikke blive succesfuld, du kan ikke opfylde dig selv, og du kan ikke yde et virkeligt bidrag til verden, hvilket er din virkelige hensigt med at være her? Uden den kan du ikke opfylde din sjæls behov. Uden den kan du ikke have fred og integritet i dig selv. Uden den kan du ikke have et vellykket forhold til dig selv eller til andre mennesker eller til hele verden.

Du kan muligvis stadigt tro på militærets magt, våbenmagten, tvangens magt, regeringsmagten, magten af personlig overtalelse, magten af personlig dominans, rigdommens magt, skønhedens magt eller klogskabens og charmens magt, men kun Kundskab i dig har den virkelige magt til at genforene, genforbinde, velsigne og inspirere.

Verden har etableret sine egne guder, sine egne definitioner, sine egne udtryk for magt og dominans, overtalelse og erobring og så videre. Men Kundskaben i dig og i andre narres ikke af dette.

Du kan ikke få Kundskab til at give dig, hvad du gerne vil have, for den er stærkere, end du er, end din personlige forstand – en forstand fuld af ønsker og konflikter, frygt og angst, en forstand, der identificerer sig med alt, der er uvist, en forstand, der udsættes for ondskabens magt, en forstand, der let påvirkes og er blevet påvirket.

Men dybere i dig er Kundskab. Du har det, der er uforanderligt, ser du. Det er det, at komme tilbage til det, der er uforanderligt, der er din forløsning, der er din magt, der begynder at befri dig fra afhængighedens tag og overtalelsens tag.

Du kan foregive at være enhver, du gerne vil forsøge at være. Du kan give dig selv ethvert navn. Du kan etablere dig selv i enhver god persons rolle eller i den slette persons. Men i dig er der Kundskab, der venter på at blive opdaget.