Som åbenbaret for Guds Budbringer,
Marshall Vian Summers,
den 25. april, 2007
i den Gamle By, Jerusalem, Israel

Bind 1 > Den Rene Religion > Kapitel

Det er nu nødvendigt at overveje, hvad ægte tro er i lyset af store forandringer i verden, i lyset af de kommende Store Bølger, der vil feje hen over verden, i lyset af Det Større Mørke, der er i verden. Jeres forståelse af tro må ændres. Den må op på et højere niveau, en mere sikker position og mere autentisk forståelse, og et mere autentisk udtryk.

Denne tro må være baseret på det, der ikke ses, ikke på det, der ses. Den må være baseret på det, der er kendt og allerdybest følt. Det går ikke, at den er baseret på tilsyneladenheder. Det går ikke, at den er baseret på det, nationer og religioner manifesterer, i så fald vil den lide forfærdeligt og svigte dig i krisetid og i en tid med stor nød.

Du må tro på noget større, end det menneskeheden har skabt. Du må tro på noget større, end det, verdens institutioner har skabt.

Ser du, din tro er beregnet til at holde dit sind fokuseret på den større magt, der holder til i dig og i alles sind og hjerter, der opholder sig her. Det er denne magt i dig og omkring dig, der må være din tros fokus og din tros indhold.

Overvej, at hvis din tro er baseret på livets manifestationer – på noget, som menneskeheden har skabt, på noget, som menneskelige institutioner har skabt – hvordan kan denne tro så vedligeholdes i fremtiden?

Hvad vil der ske med din tro, når nationer støder sammen, når forfærdelige handlinger begås imod uskyldige mennesker i Guds og religionens navn? Hvad vil der ske med din tro, når folk går sultne hen og sult tager til, når verdens ferskvands og fødevareforsyninger aftager på grund af forringelse af miljøet og på grund af overforbrug? Hvad vil der ske med din tro, når hellige steder skændes, når steder, elsket af folk, bliver ødelagte af tumult, konkurrence, konflikter og krig?

Hvad vil der ske med din tro indenfor disse scenarier? Hvis du tror, at Gud er forfatteren til alt, hvad der sker, hvordan ville du så kunne retfærdiggøre disse ting? Hvordan vil du holde Gud hellig, barmhjertig og gavnlig, hvis du tror, at Gud er forfatteren til menneskelig opførsel og menneskelige konflikter?

Der må en afklaring til her. Der må være en større forståelse, ellers vil tro svigte dig, hvis den ikke allerede har gjort det.

Der er mange mennesker i dag, hvis tro allerede er knust. De er blevet kyniske og deres frygt er begrundet. De tror ikke på noget større løfte for menneskeheden. Og hvis de er religiøse, vil de tænke, at menneskeheden vil lide under vægten af Guds modbeskyldninger og straf.

De tror på disse ting, fordi de har mistet troen på det allermest afgørende i livet. De er uvidende om Kundskabens store begavelse – en større intelligens, der er givet til den menneskelige familie, og som holder til i hvert hjerte, som et potentiale i hvert menneske.

De har oplevet deres drømme briste på grund af menneskelige konflikter, menneskelig korruption og nedværdigelse. Og nu er deres hjerter lukkede og deres sind mørke. De vil let bukke under for Det Større Mørke i verden, der vil tale til deres frygt, til deres vrede og til deres mistillid.

De kender ikke til den store gave fra Skaberen af alt liv. Det er denne gave – denne dybere intelligens, denne mystiske magt, denne usynlige kraft – der må være din tros kilde og fokus.

Alt omkring dig kan forandre sig. Alt omkring dig er [kan være] genstand for ødelæggelse og beskæmmelse. Men det, Gud har lagt i dig, er hinsides det menneskelige bedrags og den menneskelige korruptions rækkevidde. Det er hinsides rækkevidden af nogens manipulation og forførelse, hvad enten det drejer sig om en menneskelig kraft eller en kraft fra hinsides verden.

Denne større magt i dig er her for at lede dig, beskytte dig og føre dig til dit største udtryk i livet og dine større bidrag til verden og til alt liv her. Den er i dig i dette øjeblik. Og den vil være i dig hvert øjeblik, uanset hvad der sker i det ydre.

Hvis du kun tror på ting, der kan ses og røres, så vil du være meget sårbar, og du sikrer dig, at din fremtid vil være fyldt med vrede og skuffelse, chok og tragedie.

I træder ind i meget turbulente tider i verden. Verden er i tilbagegang og dens ressourcer svinder. Alligevel fortsætter menneskelige befolkninger med at vokse. Der er gjort stor skade på denne verdens livsopretholdende ressourcer, og miljøet er kompromitteret i meget høj grad. Og der er kræfter fra hinsides verden, der er her for at drage fordel af en svag og splittet menneskehed.

Hvor vil din tro stå i lyset af denne store modgang og disse store udfordringer? Hvordan vil du bevare dit fokus på menneskehedens store løfte? Hvordan vil du undgå at miste troen på dig selv, på andre mennesker, på nationer, på regeringer og på Gud, når din verden underkastes kataklysmiske forandringer? Dit liv vil være bestemt til at blive umådeligt skuffet, forvirret og desillusioneret, hvis din tro er på ting, der kan ses, høres og røres.

Det er Kundskabens større magt – Mysteriet, beviset på ting, der ikke ses – der må være din tros fokus, der må være din religions hjerte, der må være kilden til din opmuntring, din visdom og din vejledning.

Det er den store tro. Det er troen, der forlanger at blive styrket. Det er troen, der vil bede dig om at placere din tiltro på en større uset magt – en magt, som du muligvis kun vil opleve periodisk eller endda sjældent.

Denne større magt har været kendt for religionens sande udøvere op gennem tiderne. Men den går nu uigenkendt hen for næsten alle mennesker i dag, uanset deres nation eller religionstradition.

Det er grunden til, at der er et Nyt Budskab fra Gud i verden – et Budskab til at genoprette denne tro, til at understrege dets vigtighed og vise jer, hvordan den giver frihed fra sårbarhed, frihed fra vrede og frihed fra skuffelse og desillusion.

For du vil muligvis miste troen på alt, der kan ses og røres, men din tro på Kundskab må forblive stærk. Hvis den kan være det, vil du kunne modstå Forandringens Store Bølger, uden at miste din påskønnelse af din Guddommelige natur og den Guddommelige natur i alle andre, der holder til her. Du vil kunne praktisere tilgivelse, tolerance og tilbageholdenhed – noget, du ellers vil miste, uden denne store tro.

Den store tro sikrer, at Guds Magt er der til at lede dig, beskytte dig og føre dig til store præstationer i livet. Uden sådan en tro, ville du ikke se den større mulighed, du ville ikke genkende tegnene i dig selv, og du ville ikke agte den retning, der gives.

For du ville blive overtaget af verden omkring dig – vakle ved de klager, det raseri og de konflikter, som du ser og hører omkring dig. Du ville være fortabt – fejet væk af de Store Bølger af forandring, overtaget af menneskelig lidelse, overvældet af en verden, du ikke kunne forstå. Og dit sind ville blive fyldt med vrede, frygt og hævn.

Din skæbne bliver da tydelig, for uden den store tro, vil du falde i mørke, og du vil miste din forbindelse med Det Guddommelige. Du vil bede for at ting forandrer sig. Du vil bede for at ting bliver bedre. Du vil bede for, at dit liv vil blive skånet. Men alle dine bønner vil være fyldt med frygt og misforståelse. De vil ikke være baseret på den store tro, som du må have, hvis du skal udstå de Store Bølger af forandring og være et lys i en verden af mørke.

Kundskab er her ikke blot for at lede og beskytte dig. Den er her for at gøre dig i stand til at opdage og udtrykke de større gaver, som du har bragt ind i verden.

Du er kommet ind i verden på en tid for stor forandring og uro. Denne store forandring og uro vil – i stedet for at slå dig, i stedet for at sende dig i forvirring og mørke – faktisk kalde de gaver, du er kommet for at give, frem i dig. For det er denne verden, du er kommet for at tjene. Dens omstændigheder vil give definition til dit større formål og din større mening her.

Måske vil du begynde at se, at de omstændigheder, der ellers ville slå dig, er de samme, der vil oplyse dig og kalde dine store gaver frem i verden. Det er en helt anden reaktion, end den du ville have, hvis den store tro ikke var vedligeholdt i dig.

Uanset om menneskeheden rejser sig eller falder, er Kundskabens magt i dig. Du kan forstærke denne magt i andre ved at dele den store tro med dem og ved at dele Det Nye Budskab fra Gud med dem, det Budskab, der taler om den store tro og understreger dens afgørende vigtighed, både nu og i fremtiden.

Den er Guds magt i dig. Den er din forbindelse til Gud. Den er det, der vil opfylde din Sjæls dybere behov, der ikke tilfredsstilles af alle verdens fornøjelser og spændinger.

For Sjælen har behov for at erkende sit formål og opfylde det her i verden. Det er din Sjæls store behov. Dette behov kan tilfredsstilles, selv hvis civilisationer støder sammen, selv om alt håb forekommer at være tabt i folks sind og hjerter omkring dig.

Hvem vil så lede disse mennesker, bortset fra de mennesker, der har den store tro? Hvem vil genoprette disse mennesker og give dem styrke, mod og visdom, bortset fra de mennesker, der har den store tro? Hvem vil være et lys i verden, og hvem vil kunne modvirke Det Større Mørke i verden, bortset fra de mennesker, der har den store tro?

Hvem vil kunne se hinsides opsplittelsen af religiøs ideologi og historisk fortolkning, og hvem vil kunne udbedre de konflikter, der findes mellem verdens religioner, bortset fra de mennesker, der har den store tro? Hvem vil være fredsbevarerne og fredsstifterne, der ikke tyr til vold, der ikke tager parti og kæmper, bortset fra de mennesker, der har den store tro?

Du må derfor have tiltro til det, Skaberen af alt liv har lagt i dig, til at lede dig, beskytte dig og føre dig til dit større udtryk og din større præstation i verden.

Du må være meget forbeholden og have betingelser med hensyn til din tillid til noget som helst andet. For så meget vil forandre sig, og du må lade denne forandring ske. Du kan tale ud om dens farer, og du kan prøve at udligne nogle af dens mere skadelige virkninger, men du må lade denne forandring ske.

Det, du kan give folk, er mad, vand, ly og den store tro. At tage sig af mennesker, give dem mad, bistå folk og give dem den store tro – det vil der være behov for. For det er kun den store tro, der vil give menneskeheden en fremtid. Det er kun den store tro, der kan gøre dig og andre i stand til at navigere i de vanskelige farvande forude. Den vil være din redningsflåde på de oprørte vande.

Kun den store tro vil vise menneskeheden, at der er stor grund til at forene sig i sit eget forsvar og for verdens beskyttelse. Det er den store tro, der vil lade menneskeheden få en større fremtid – en fremtid prægtigere end dens fortid. Men denne fremtid vil ikke være baseret på politiske mandater eller religiøse ideologier. Den vil blive etableret og baseret på en stor tro.

Kun Kundskabens magt i dig kan modstå livets omskiftelser og verdens konflikter. Kundskaben er her på en mission i dig og i hver enkelt person, for at yde et specifikt og unikt bidrag til en verden i nød. Kundskaben i dig er fuldtud forberedt på at håndtere vanskelighederne forude, skønt du ikke selv er.

Kun Kundskaben i dig kan bevare sin renhed og være upåvirket, selvom folk omkring dig vil være ophidsede, forfærdede og usikre. Det er den vished, født af Kundskab, der vil være din sande rådgiver og din sande vejleder og vil være beviset på en Større Magt i dig og i verden.

Du arbejder for det gode. Du forsøger at lindre lidelse. Du må gøre dette under ledelse af Kundskab, ellers vil verden besnære dig og tage dig væk. Du vil falde i dens opsplittelse og i dens konflikter. Du vil tage parti og du vil kæmpe og du vil slås.

Selv dit ønske om at tjene menneskeheden må ledes af denne større magt i dig. Ellers vil din trang til at give være bygget på dine egne ambitioner, dine egne idealer og dine egne klager. Den vil ikke være ren og den vil ikke være effektiv. Din higen efter en bedre verden, og selv dine idéer om, hvordan en bedre verden etableres, på hvilket felt, dine interesser eller ekspertise end ligger, må være ledet af Kundskab, ellers vil dine idéer og dine handlinger ikke være effektive.

For kun Gud har et svar på fremtiden. Du har ikke et svar. Den forandring, der er over menneskeheden, er alt for stor for jeres intellekt at begribe. Den er alt for stor for dit intellekt at løse, uden den store tro og uden den større magt.

Du, som individ, og menneskeheden, som helhed, drives til et punkt af desperation, hvor I må finde Kundskabens magt, eller risikere at fejle og bryde sammen.

Det er grunden til, at der er et Nyt Budskab fra Gud i verden, for det er kun den Større Magt, der kan redde menneskeheden. Det er kun den store tro, der kan overskue menneskehedens opsplittelse – kulturers opsplittelse, religionens opsplittelse, raceopsplittelser og den økonomiske magts opsplittelser. Det er kun den store tro, der er upåvirket af fortiden – af den menneskelige families turbulente, voldelige og alvorlige historie.

Det Nye Budskaber taler til Sjælens behov og behovet for at finde og opfylde sin mission i verden. For du er her ikke ved et tilfælde. Du er ikke bare skyllet op på kysten. Du er kommet her af en grund. Du er kommet for at tjene en verden i nød og yde et unikt og specifikt bidrag her. Men kun Kundskab i dig ved, hvad dette bidrag er.

Folk er meget utålmodige og vil gerne have svaret med det samme, så de skaber et svar, der appellerer til dem og får dem til at føle sig veltilpasse og komfortable, trygge og sikre. Men disse tanker, disse idéer og disse forslag har ingen magt i lyset af Forandringens Store Bølger. De vil smuldre under vægten af den menneskelige skæbne. De er blot ønsker. De har ingen styrke, ingen visdom og ingen sikkerhed i sig.

Du må stole på en større magt i dig. Du må have stor tiltro til denne magt. Denne tro må ikke være bygget på ting, du kan se og røre eller på idéer eller trossystemer. Den må have et større fundament. Religioners og regeringers fundament vil blive rystede og endda i nogle tilfælde kollapse i lyset af Forandringens Store Bølger.

Du må have et fundament, der er større end verden. Du må styrke dette fundament ved at tage Trin til Kundskab, ved at lære Kundskabens Vej, ved at tage imod Guds Nye Budskab og ved at genkende den store tro i alle verdens store religiøse traditioner.

Den store tro er ikke ny. Den er kun glemt. Den er kun blevet overskygget af ritualer, af historie og af overbevisninger. Den er blevet glemt. Folk tror på institutioner, på helligdomme, på ritualer og på historiske fortolkninger. De følger store ledere, avatarer, frelsere og helgener. Men de har glemt det vigtigste. Og det er den store tro.

Når du beder, bed for at Kundskab vil blive stærk og lede dig – at den vil afsløre dine fejl for dig, at den vil vise dig dine svagheder og at den vil vise dig det, du må rette op på, det, du må styrke, og det, du må sætte til side. Bed for dens råd og dens visdom, og bed ligeledes for styrken til at følge den, modet til at følge den og den frihed, den vil give dig.

Hvis du skal følge den store vej, må du have denne styrke, dette mod og denne frihed. Det vil ikke altsammen komme på en gang. Du opnår dem gradvist, trin for trin. Du opbygger din forbindelse til Kundskab. Du bliver opmærksom på Kundskab og følsom overfor den. Du begynder at agte dens budskaber og dens advarsler. Du mærker den tilbageholdenhed, den giver dig, og du lader den drive dit liv frem i en bestemt retning.

Med tiden vil du lære at skelne Kundskabens magt fra alle andre kræfter i dit sind – fra alle andre tvangstanker og impulser, idéer og overbevisninger. Det tager tid at lære og at udvikle.

Du må lære disse ting og udvikle dem, hvis den store tro skal være solid og ægte for dig, og hvis dens mægtige tjeneste til dig og til menneskeheden skal erkendes.

Erkend derfor det, der fortjener din tro og din hengivelse. Erkend at det, der er uset, har al magten og det, der ses, er det, der er svagt og sårbart. Her vil du se, at Gud er mægtig og at verden er lille, at nationer og religioner er sårbare og at menneskelig svaghed er overalt.

Her vil du se, at alt, hvad der sker for dig i livet, enten demonstrerer beviset på Kundskab, eller behovet for Kundskab. Med denne forståelse, vil alt det, der sker, dokumentere din store tro, den store tro, du nu må have. For dette er din fremtid og dette er dit løfte. Dette er dit kald og dette er din mission.

Lad Guds Nye Budskab afsløre disse ting for dig, uden kompromisser og uden forvrængninger fra fortiden. Så vil du kunne se beviset på den i alle de store religionstraditioner. Her vil du se de store lærere og de store Budbringere fra fortiden i et andet lys. Og du vil forstå deres handlinger og deres mission meget klarere, for din mission vil langsomt dukke op i dig, mens du tager Trin til Kundskab.

Må Kundskabens magt og tilstedeværelse være med dig denne dag. Må dit sind være stille. Må du lære at lytte til og skelne beviset på denne større magt i dig. Må du udstå med den og må du give den din store tro, for her finder din tro sit sande hjem og sit sande udtryk.